Kraftfuld frugtbombe af en italiensk Barolo - på nebbiolo druen. Vinen har en flot ruby-rød farve og skønne dufte af krydderi; sort peber, mint, der efterfølges af tobak blade og modne brombær. Smagen føles næsten sødmefuld af lakrids, kaffe, modne bær med tydelige afstemte tanniner og en intens fornemmelse.
Vinificeringen er traditionel, hvor mosten i 15 dage pumpes over kvaset flere gange dagligt ved en temperatur på 30-35 grader for at undgå udtørring og for at maximere udtrækning af farvestoffer. Herefter separeres mosten fra kvaset og lagrer på tanke af rustfrit stål i 4 måneder efterfulgt af en periode på 55 måneder på egetræsfade. Herfra og indtil den sælges, ligger den og lagrer på flasken ved en konstant temperatur i kælderen på 16 grader.
Druerne til denne vin kommer fra enkeltmarken Cerviano Merlo in Novello, der ligger 260-380 MOH og vender mod syd, hvilket giver den bedste sol eksponering. Vinstokkene står med en tæthed på 4700 planter pr. hektar. Jordbunden er kalkholdig, med mergel og har en tendens til at blive leret men med god dræning.
Reglerne for en Barolo vin siger, at den skal lagre i min. 38 måneder, hvoraf de 18 måneder skal være på fad.
Anmeldelser
JS: 93 p.: "Dried strawberry and cherry with some nutmeg, hazelnut and other spice on the nose, following through to a full body with layers of fruit and tannins and a long, long finish. This is very structured and powerful. Try after 2024".
GM - Giribaldi huset
En mindre, men meget dygtig producent fra den populære Piemonte region. Rødderne går helt tilbage til 1886 hvor John Giribaldi startede vingården op i Rodello – lige uden for den populære ferieby Alba. Det er nu 4. generation der driver vingården og deres nu 18 HA vinmarker. Hele familien er med i arbejdet, hvor hver person har en vigtig rolle lige fra arbejdet i marken, i kælderen og til det administrative på kontoret.
Husets sortiment dækker over en række af forskellige vine lavet på de lokale druer dolcetto, barbera, nebbiolo, og arneis. De dyrker dog også internationale druer. Top vinene fra Barolo er anerkendt i mange lande.
Giribaldi var nogle af de første til at gå over til økologisk vinproduktion, og processen startede tilbage i 2001, og siden 2004 har de været økologisk certificeret.