Til den klassiske juleand hører der brunede kartogler, hvide kartofler, sauce, rødkål, æbler og svesker til. Vinen til retten skal passe til de forskellige smage på tallerkenen: de karamelliserede kartofler, kraftfuld sauce, surt/sødt fra rødkål, fedt/salt fra kødet, syrlige æbler og søde svesker.
Hvilken rødvin skal du vælge?
Vinen der vil være en god ledsager, skal have sødme, fylde og en forholdsvis høj alkoholprocent. Derudover må vinen gerne have en sveskeagtig smag, da et godt husråd siger, at svesker klæder anden - hvilket også må gælde den anden vej!
En italiensk Amarone har denne sveskeagtige smag og vil være et rigtig godt valg. Et lidt mere prisvenligt valg, er Amaronens "lillesøster" - Ripasso, der også vil passe godt. Den er knap så kraftfuld, hvilket nogle foretrækker.
Et andet godt match, er en californisk zinfandel, der også har masser af fylde og kraft eller en fransk Côtes du Rhône eller Chauteauneuf du Pape. Eller prøv med en italiensk sangiovese - evt en Brunello eller en spansk vin - enten en cuvée eller vin på garnacha druen.
Du kan læse om vin til julemaden her.