Flæskesteg er en traditionel dansk ret, der tilberedes med sprød svær og serveres med hvide- og brunede kartofler, lun rødkål, brun sauce samt sødt og surt. Når det kommer til hvilken vin der passer til retten, afhænger valget af om det er flæskesteg eller ribbensteg der serveres.
Vin til flæskesteg
Den danske traditionelle flæskesteg bør ledsages af en vin med saftighed, fylde og frugtsødme. Et godt valg vil her være en italiensk ripasso, med en snert af sødme og passende syre og tanninindhold eller en spansk garnacha. Hvis flæskestegen er til juleaften, kan du se hvilke vine der passer til julemaden her.
Vin til ribbensteg
Er stegen en ribbensteg, er kødet mere fedt og vinen dertil må derfor gerne være mere alkoholrig. Den mere alkoholrige vin, rydder lidt op i munden mellem mundfuldene - hvilket virker godt sammen med det lidt fede kød. En fransk Côtes Du Rhône vil passe rigtig godt hertil.
Hvidvin til flæskesteg?
Hvis du eller dine gæster foretrækker hvidvin til stegen, kan der sagtens findes et godt vinmatch. Svinekød er lyst kød, hvortil en hvidvin også vil passe fremragende. Det bedste valg er en østrigsk - enten riesling eller grüner veltliner eller prøv en tysk grauburgunder eller tysk riesling, der alle har en perfekt balance mellem syre og sødme. Fransk hvidvin på enten pinot gris eller riesling druen, vil også begge fungere rigtig fint.
Du kan læse mere generelt om hvilke vine der passer til gris her. Se også vin til julemaden og vin til risalamande.