Din kurv
Der er ikke flere varer i din indkøbskurv
Vi har her på siden samlet de vigtigste grønne druesorter – dem der bliver brugt til at fremstille hvidvin. Nedenfor har vi udvalgt de mest benyttede sorter.
Den grønne druesort Albariño er den fornemmeste sort i Galicia, samt en af de store europæiske sorter. Den er karakteriseret ved at have små, tætsiddende bær med en lidt hård skal og mange kerner. Den giver i et fugtigt og varmt klima et mellemstort høstudbytte, da den er ganske resistent over for sygdomme og klaseråd. Vinene fra denne drue er elegante med ganske sammensatte aromaer, som indeholder eksotisk frugt, pære og æble.
Man kan næppe finde en mere berømt drue end denne fra Anjou ved Loire. Den er desværre i besiddelse af to egenskaber: den udvikler meget syre og er modtagelig overfor klaseråd.
I Californien og Sydafrika bruges den til mange forskellige vine, som er både velafbalanceret og velafrundede.
Druen der er kendt for at give meget forskellige vine, alt efter hvor den er plantet. Den er nemlig meget påvirket af terroir.
Med sin grårosa farve giver denne drue hvidvinen et gyldent skær og en aroma, der minder om roser og muskatnød. Sorten er krævende og nedstammer fra Tramineren, som giver et lavt udbytte og kun virkeligt giver et overbevisende resultat når der høstes ved fuld modenhed.
Vinene fra denne drue er derfor tit med stort alkoholindhold og med en olieagtig konsistens.
De mest interessante vine stammer fra Alsace, Tyskland, Schweiz og Norditalien.
Nationaldruen i Østrig og står for 2/3 af drue beplantningen i landet. Giver frugtige, mineralske vine med et krydret touch. Typiske noter er græs, selleri, ingefær og hø.
Denne druesort tæller også en blå variant, stammer sandsynligvis fra Asien og fandt udbredelse i det antikke Grækenland. I dag dyrkes denne fantastiske drue både på de Græske øer og på Sicilien. Druen har tendens til at miste megen af sin krop når den benyttes i hvide vine som Rioja eller Navarra.
Dette er en krydsning mellem Riesling og Gutedel, som er skabt af professor Hermann Müller i 1882. Tidligere blev den også kaldt for Rivaner, men gik også fejlagtigt under betegnelsen Riesling Silvaner.
Druen er tidligt moden og kræver en dyb, fugtig jord. Er dette tilstede vil den give et stort udbytte, som dog er let modtagelig overfor sygdomme og skimmel.
Vinene lavet på denne drue er bløde og runde, med en antydning af muscat.
Sorten er primært udbredt i Tyskland, men bliver også dyrket i Østrig, Tjekkiet, Slovenien, Ungarn og Luxembourg.
Muscat, Moscato eller Muskateller – bag navnene gemmer sig en af vinifera-plantens mest vidtforgrenede familier, som samtidig hører til de ældste. Mest velrenommeret er den grønne Muscat, som har små, aromatiske bær der giver en af de mest populære mousserende vine – Asti.
Druen er berømt som Samos og Muscat de Frontignan, men er desuden udbredt i Spanien, Østrig, Østeuropa, USA, Sydafrika og Australien, hvor den frembringer søde og komplicerede dessertvine med stor krop.
Bliver blandet andet også kald Pinot Bianco, Weissburgunder og Clevner. Det er en karakteristisk drue som højst sandsynligt stammer fra Pinot Noir. Sorten er krævende, men robust. Den skal være godt moden for at kunne udvikle sin karakter, der er fyldig og rund.
Druen bliver dyrket flere steder, herunder i Frankrig, Tyskland, Norditalien, Slovenien, Ungarn og Rumænien.
Går under navnet Pinot Grigio, Brauburgunder og Ruländer. Den robuste aflægger af Pinot Noir med de grårosa druer kræver en stor jorddybde. I 1300-tallet kom den til Balaton i Ungarn fra Frankrig. I Alsace, Tyskland og Østrig når den ofte topkvalitet som Spät- og Auslese, idet den kan frembringe ekstraktrige, meget fyldige vine med fint krydderi og lavt syreindhold. Mest populær er den for tiden som Pinot Grigio, som hovedsagligt kommer fra de nordøstitalienske regioner, hvor de store høstudbytter producerer lette, neutrale hvidvine.
Riesling druen har hjemstavn i Tyskland og Alsace i Frankrig. Druen giver meget fine, tørre vine med en syrlig tone - men kan også give søde vine. Meget god madvin og har noter af æble, friskskårne blomster, lime, citron, honning og petroleum hvis den har lidt alder på bagen. Vinene har gemme potentiale.
Hjemstavn i Frankrig - Loire og Bordeaux. Anvendes alene og i blandingsvine, hvor den bidrager med bid og nerve. Giver tørre og aromatiske vine med frisk syre. Udover Frankrig, dyrker de også druen på New Zealand med stor succes.
Denne sort har tendens til ædel råddenskab, og derfor danner den grundlaget for de store søde vine fra Bordeaux. De bedste tørre vine frembringes i Pessac-Léognan. Sémillon-vine kan nå en høj alder og udvikler da aromaer af honning, kandiserede frugter og konfekt. Desuden bevarer den ofte en frisk antydning af citrus. Sémillon er udbredt i mange lande, men kun i Hunter Valley i Australien har den nået en særegen, fornem karakter. Først på det seneste er det lykkedes for forskellige producenter i Sydafrika og Californien at lave spændende, bløde og krydrede Sémillons gæret på barrique.
Tidligere var denne sort Tysklands kvantitativt vigtigste sort, indtil den i mange områder blev fortrængt af Müller-Thurgau. Når den ikke står i perfekt jord, kan den være neutral i smagen. Ellers kan den være med til at give tørre vine krop og moderat syre.
Den vigtigste region på nuværende tidspunkt er Alsace, som leverer et overbevisende resultat. Ellers findes druesorten også i Schweiz, Østeuropa og Rumænien.
Den grønne druesorts mest kendte familiemedlem er Trebbiano Toscano, tidligere en vigtig ingrediens i Chianti. Desuden bruges den smagsneutrale sort navnligt i Frankrig til destillation af Cognac og Armagnac, og går der under navnet Ugni Blanc. Dens største fordel er de ekstremt høje udbytter, som den forener med et vis syreindhold. Som ren sort og DOC-vin har den fundet sit vigtigste udtryk i Trebbiano d’Abruzzo fra Abruzzerne. I Sydfrankrig bruges den til blanding af forskellige, jævne vine. Ellers har sorten stor betydning og dyrke over verden over.
Denne drue er kun interessant som vigtigste sort til fremstilling af Manzanilla og Sherry. Den trives på Andalusiens varme og tørre jord, hvor den nemt når op på 70-80 hektoliter per hektar. I dag bruges den også til tørre, neutrale hvidvine, selv om den mangler de nødvendige syrer og aromaer, der kun kan kompenseres med luftning og flor-gær. I Australien dyrkes den desuden til Sherry-vine. I Sydafrika er den næst efter Chenin klart den vigtigste sort, selvom den overvejende leverer til Brandy-produktionen. Angiveligt er den identisk med Perrum i Alentejo.